Året er 2010, og Jeff Harris, en journalist fra New York, har netop offentliggjort et stykke i The New Yorker om Bossa Novas 50 år. Jessica, en entusiastisk redaktør, der er betaget af artiklen, foreslår, at han skriver en bog om denne indflydelsesrige musikalske bevægelse, der revolutionerede musikken i Brasilien og rundt om i verden i begyndelsen af 1960'erne. Mens han forsker i sit nye projekt, støder Jeff på en pianist, der tidligere var ukendt for ham: Tenório Jr. Han begynder at efterforske og opdager, at pianisten ikke har produceret eller indspillet musik i over tredive år. Han går ud fra, at han må være død, som de fleste musikere tilbage i 70'erne: stoffer eller en ulykke på turné... Han rejser til Rio de Janeiro for at fortsætte sin efterforskning af Bossa Nova, og han møder musikere fra alle generationer, fra de overlevende fra Bossa Nova-æraen til de yngre talenter, som fortsætter med at forme dens arv. Men historien om Tenório Jr. fletter sig konstant sammen med hans rejse. Han opdager, at Tenório forsvandt i Buenos Aires under en turné, hvor han ledsagede den store musikalske poet Vinicius de Moraes, og at Tenório blev tortureret og dræbt, og hans lig blev aldrig fundet. Han var 35 år gammel og var på det tidspunkt en af de mest geniale instrumentalister inden for brasiliansk musik. Mysteriet omkring Tenórios tragiske skæbne og kvaliteten af hans musik forfører til sidst Jeff. Han fortsætter med at arbejde på sin bog om Bossa Nova, men historien om Tenório forlader ham ikke et øjeblik. De fleste af de musikere, han møder og interviewer, var bekendte, venner og beundrere af Tenório. Glemslen, der omslutter Tenórios historie, har ikke formået at slette ham fra hukommelsen hos dem, der kendte ham.